Salgsbetingelser

Alle unger forlader først Von Fancy Opdræt når de er 4 uger gamle, og vejer mindst 300 g.
For Skinnyer skal man regne med 6 uger og 400g. som hovedregel.
Hvis du har købt et marsvin fra Von Fancy Opdræt, og du senere vælger at sælge det – ser jeg gerne at du kontakter Von Fancy Opdræt først, for at lade mig vide at marsvinet sælges, evt. med henblik på tilbagekøb til max samme pris som den oprindelige salgspris her.

Stamtavle: Jeg er medlem af Dansk Marsvineklub med opdrætternavnet Von Fancy som efternavn. Dyrene sælges med stamtavle med mindre andet ønskes.

Reservation: Du kan reservere en unge fra den dag ungen fødes. Du vil få en email med kontonummer og pris, hvor du så skal indbetale pengene for ungen. Så snart jeg har modtaget pengene bliver der skrevet “solgt” ved ungen på hjemmesiden.
Hvis du er interesseret i det får du løbende besked om ungens udvikling. Når ungen er klar til at blive afhentet kontakter jeg dig igen, og afhentning aftales. Såfremt du køber en unge efter den er salgsklar sker betaling ved afhentning, med mindre den ikke afhentes med det samme, i så fald skal pengene indbetales på min konto.

Afhentning: Afhentning sker på min adresse, dog kan jeg medbringe dyr til udstillinger. Skal anden transport arrangeres er det IKKE mit ansvar som sælger, men DIT ansvar som køber.

Refundering af penge: Når man reserverer et dyr her hos mig, skal man som regel betale penge forud, dvs. indbetale dem på min konto. Dette er en regel, fordi mange folk har det med at springe fra, selv om de lover guld og grønne skove om at det gør de ikke. Dette er en betingelse jeg har sat. Reserverer du et dyr her, og du ombestemmer dig, eller der opstår andre seriøse uoverensstemmelser, får du IKKE dine penge retur. Dette er fordi, jeg ofte har et reserveret dyr til at gå her noget tid, og jeg bruger en stor del penge på foder og grønt til dyrene.

Købeloven: Ved indgåelse af et køb her, er købeloven ikke gældende.

Sygdom: Alle kan være uheldige og få sygdom i bestanden. Skulle et dyr blive sygt her ved mig, vil det naturligvis få den korrekte pleje og evt. behandling. For at mindske smitte mv. sælges et dyr først 2 uger efter endt behandling. Der er desværre også nogle sygdomme hvor dyret kan virke rask, men bære sygdommen for pludselig at få sygdommen i udbrud – som f.eks. Sellnick og svamp.
Skulle et dyr du har købt, vise tegn på sygdom – så kontakt mig.
Jeg sælger naturligvis ikke syge dyr – men man kan ikke se hvilke dyr der f.eks. er raske smittebærere, så derfor kan der aldrig garanteres 100% imod sygdom.

Udlån af hanner: Mine hanner udlånes sjældent til andre. Er man interesseret i en parring med en af mine hanner, så send mig en forespørgsel. Jeg kan dog ikke garantere for et ja, men det kan muligvis lade sig gøre. Oftest hvis det kan lade sig gøre, vil det være et krav at hunnen kommer hertil da mine hanner sjældent lånes ud til andre.

 

Du har min personlige garanti for:

  • Du kan altid kontakte mig hvis du har spørgsmål eller problemer med dit marsvin.
  • Marsvinet har haft det godt mens det var i min varetægt.
  • Marsvinet er vant til at blive taget ud og håndteret.
  • Marsvinet har fået tilstrækkelig samt rigtig ernæring.
  • Marsvinet har fået den rigtige behandling hvis det har været sygt eller lign.

Jeg vil have din personlige garanti for:

  • Du har gennemtænkt købet grundigt.
  • Du vil give marsvinet et godt, kærligt og stabilt hjem.
  • Du søger dyrlæge hvis marsvinet skulle blive sygt.
  • Du ser til marsvinet dagligt.
  • Du sørger for pelspleje, kloklipning osv.